Jagten på en bogfinke

- en poetisk beretning fra foråret på Mors

En af de strengeste vintre i mands minde er forbi. Den sidste sne forsvandt på gårdspladsen 31. marts - og fjorten dage senere var den væk fra vejgrøfter. Men foråret har været koldt, og alt er grønnedes i snegletempo, mindst 14 dage for sent.

Men nu. Lige i dag er foråret her. For første gang er der sol og over 15 grader.
Brystet er ved at sprænges af glæde og af lyst til at komme ud. Det er nærliggende at følge Johs. V. Jensens forårsopfordring.

Den grønne søde vår
igen på jorden går.
Se, solen drypper ild,
og vinden er mild.
Søndenvind, vandresind!
Tag vogn af hus, tag kæp ved krog!
Følg med, følg med på forårstog
med knark af hjul og knirk af åg
- vidt ud i verden.

Verden ligger derude og med sit flammende mælkebøtteflor og lokker lige så intenst som de sirener, der ville lokke Odysseus i fordærv med deres smukke sang. Jeg må derud.

Jeg skal dog nok ikke regne med at få de henslængte køretøjer i bevægelse.

Et af de sikre forårstegn er, når svalerne dukker op og indtager reden øverst på min altan, men vinteren har brutalt flået reden ned. Der er tomt deroppe under udhænget, hvor aftegningen af reden endnu ses.

Og på altanen ligger de ynkelige rester af reden.

For et par dage siden var svalerne forbi, men de forsvandt hurtigt igen. Jeg må nok undvære dem i år, men forhåbentlig vil det være at overtolke Carl Bagger, om det skulle medføre, at jeg også må undvære våren.

Når den sortblå svale kommer
og bebuder nære sommer,
når den kvidrende ta'r myggen,
der vil tumle sig i skyggen,
da kommer våren, da kommer våren.

Hvert forår plejer jeg at gribe min kikkert og vandre ud i foråret for at se på fugle. Netop om foråret er det allermest ideelt. Kurmageriet er på sit højeste, så der synges på livet løs, og fjerdragten er i galla. Tilmed giver de manglende blade på træerne mulighed for både at se og høre fuglene.

Jeg går hen og graver min kikkert ud af skabet, puster støvet af den, men standser i det samme. Hvorfor ikke tage kameraet med i stedet? Så kan jeg for en gangs skyld fastholde foråret, nu det endelig er her.

Jeg bliver opildnet, husker på min jagt efter rugbrød i vinter gennem snemasserne. Nu vil jeg i stedet gå på jagt efter en bogfinke. Den er måske ikke den mest eksotiske fugl, men den er indbegrebet af forår, nu hvor svalerne har svigtet. Bogfinken har sjælden haft poeternes interesse, sikkert fordi den poetisk er lige så uhåndterbar som en kartoffel. I det eneste vers med bogfinken, jeg kender, har den således mistet sin hale - sådan versefodelig talt.

Buskene grønnes i forårsdag;

med knopper står frugthavens træer;

spurvene synger langs husets tag;

i haven er bogfink og stær.

Bogfink! Fnys. Johannes Jørgensen. Den var ikke gået hos lærer Toft i Mejrup skole i min barndom.

Jeg flår kameraet ned fra hylden og styrter ud til det, der kunne få overskriften En verden i bevægelse 'Nej, hold! - A lywwer', som der står i Æ bindstouw af Blicher. Jeg burde nok snarere lade overskriften være En verden i al for megen bevægelse. For det viser sig hurtigt, at det er noget nemmere at fastholde en snedrive med linsen end en forårskåd fugl.

Udenfor ses vinterens hærgen stadig. Vejene har set bedre ud.

Det er der ikke skrevet mange digte om, så jeg skynder mig videre hen ad hovedvejen mod Jølby, men springer fluks videre ud på marken.

Taraxacum vulgare hedder den på latin, men der er ikke meget vulgært over mælkebøtten, som den står der på marken i tusindtal og lokker bier og sommerfugle til. Der er næppe et smukkere syn end en mælkebøttemark i flor.


Dér flyver årets første sommerfugl. Den danser som uskyldsrent sne af sted i sin hvide dragt.


Knips, der var den. Nej, dér, Knips, knips, knips. Godt film er gratis i digitale kameraer. Hvor blev den af? Så nu sidder den, men hvorfor er vingerne foldet sammen? Tænk nu lige på fotografen. På den måde kommer du jo aldrig på forsiden af Vogue. Forpustet må jeg lade mig nøje med et kyskt billede af den knibske sommerfugl med vingene foldet sammen. Hvordan skal det så ikke gå, når jeg skal knipse en bogfinke? Ja, jeg må tilmed, kære læser, bede dig klikke på billedet, hvis du vil se hele sommerfuglen. Bloggen har konsumeret resten.

Lidt længere borte fanger blikket det kvæg, jeg også fra min altan kan se gumle løs af foråret. Her er tempoet noget mere adstadigt og mere brugbart for en uøvet fotograf. Det kan godt være, at storken ikke længere pryder landskabet, men kvæget er her da endnu. Jeg får associationer til Shubiduas Danmarkssang - og synger en strofe, hvor jeg smager på de flade a'er.
Storken er en dejlig flyver
koen har et dejligt yver
Danmark er et dejligt land.

Der er vist godt nok ikke megen mælk eller yver på de fedekvæg her.

Jeg går ud på hovedvejen igen. Der er travlhed og spektakel. Støjen overdøver den spæde lærketrille på marken. Jeg får øje på lærken fjernt over marken, men opgiver på forhånd at fange den med telelinsen. Lærken behøver næppe mere opmærksomhed. Kun få fugle har haft digternes opmærksomhed som den. Tænk bare på Velkommen lærkelil, Det er lærkernes tid og En lærke letted' for nu bare at nævne de mest oplagte.
I stedet fanger kameraet trafikken inklusiv den trehjulede cykel, der muntert hjulede forbi for et øjeblik siden.

Jeg fortsætter mod Jølby. Oprydningen efter vinterens trængsler er ikke tilendebragt ser jeg.


Lidt længere henne får jeg øje på den ultimative forårsbebuder. Padderokken. Mange artsfæller har allerede i ugevis stået ranke som fallossymboler og signaleret frugtbarhedens komme. Men de er efterhånden afløst af deres juletræslignende fase 2. Men her står nok den sidste, jeg får at se i år. Den ser i hvert fald mildt sagt noget post coituel ud. Ved siden af står 'juletræerne' parate til at tage over. Ja, sådan fotorigtigt ved siden af står de ikke, så derfor øhhhh er billedet en anelse redigeret.



Jeg skråer op ad genvejen, der i vinter var helt lukket af sne. Tænk, at den stump vej helt blev slugt af snemasserne.



På vej ned ad bakken på den anden side vender jeg mig om. Dette var engang hovedvejen over Mors. Nu har vinteren næsten helt gjort kål på den. I det fjerne kan jeg se hjem. Bortset fra det lidt triste skær af erosion kunne billedet godt være et feriekort, der kun lige mangler her-bor-jeg-krydset foran den røde lastbil.



En sommerfugl i flugt. Jeg sniger mig ind på den, rækker mig på tå, står med spredte ben, holder vejret og ligner en levendegørelse af 'En stakket frist', hvori ordet bukser indgår. Forhåbentlig er der ikke nogen, der ser mig i dette ublufærdige øjeblik.

Knips, knips, zooom. Øh, hvor blev den nu af. Hæ, der fik jeg den. Vi nævner ikke lige, hvor mange forsøg, der sku' til. Ej heller kvaliteten af billedet. Nej, jeg fik den. Det er hovedsagen.

Lille glade flyver under himlens blå.
Din er hver en blomst, som solen skinner på.

Jeg drejer ned ad grusvejen mod kæret.

Det dufter lysegrønt af græs
i grøft og mark og enge.


Der ligger kæret, så nu går jagten på fugle for alvor ind. Her er trafikstøjen langt om længe ved at fortone sig.


Men hvor er fuglene?

Natten er så stille
som en lille fugl der tier.
Det er ikke ilde med en sådan stille stund.

Ja, her er jeg fuldstændig uenig med hr. Halfdan Rasmussen. Det er ganske ilde, når man er på fotojagt efter fugle, og de så vælger at tie, mens der i det fjerne starter en havetraktor, som med et insisterende og enerverende brøl fejer hen over græsset.

Jeg skynder mig hastigt længere væk, og endelig begynder jeg at se fugle. Der flyver jo en skovskade. Bzzz, zooooooooooooooom. Og kameraet er parat. Men fuglen er fløjet.

Men der er jo en musvit. 'Situit, situit, musvit, musvit', kvidrer den. Jeg lister mig nærmere. Nu sidder den bag en gren. Jeg står længe stille og venter på, den skal hoppe frem ihukommende fordums sergenter, der advarede mod at hvile på hælen, hvis man vil undgå at dejse om.

Nu hopper den om bag nogle blade, men nu, NU, er den der. Jeg hæver langsomt kameraet, og lige da jeg skal knipse, hopper den videre. Jeg fortsætter jagten, får den igen på kornet. Hov, nu er kameraet tiltet og gået på sleeping mode. Jeg tænder og slukker, men musvitten er væk og kommer ikke tilbage.

Humøret daler. Måske er der ingen lovende fuglefotografkarriere forude. Så, nu ingen forhastede slutninger, for dér er et flyvende væsen, som det lykkes mig at fange.

En hybrisoid glæde vælder frem i mig, da det endda lykkes at fange flyveren med telelinsen.

Ja, jeg ved det godt. Den slags insekter står fuldstændig stille, som en musvåge, der muser og venter på at slå til. Men jeg har vel lov til at samle mod til den videre færd.

Jeg hører en gulspurv tælle i det fjerne 'En, to, tre, fir', fem, seks, syyyyv'. Jeg sniger mig videre, og lyden kommer nærmere. Jeg kan se noget hoppe mellem grenene og er lige ved at komme på skudhold. Men hvad er det. Et pigtrådshegn. Ikke særlig fotografvenligt. Da jeg som barn voksede op på landet, var det en hverdagssyssel at understige hegn, og 'Hvad man i barndommen nemmer, man sent i alderdommen glemmer'. Ja, gid det var så vel, for det viser sig at være en større operation at få scrollet kadaveret under hegnet. Og i hvert fald blev gulspurven så benovet, at den holdt op med at tælle. Intet billede af den.

Når nu ikke fuglene lader sig fange, så er det da godt, at månen bruger timevis på at snegle sig hen over himlen. Den lader sig derfor godt fange af amatørfotografen.

Sig mig, du måne hist, om du kan huske sidst.

Vi to fik en passiar, husker du, hvor det var?

Ja, sidst jeg skrålede den sang, var for tre uger siden ved nattetid på Broad Street i Philadelphia. Og nu står jeg så her. Skønt så langt væk virker månen bekendt, hvor i verden jeg hilser på den.

Jeg øver mig på en flyvemaskine. Den er også indfangelig.

Endelig hører jeg bogfinken med dens 'Det, det, det ka' jeg sig', lisså tit, det ska' vær'. Og den er ikke så bly som de andre fugle. Den er ikke bange for at vise sig frem, så jeg fanger den minsandten i første forsøg.

Selv telelinsen lader den mig nå at få i brug.


Hovedformålet med turen er klaret, men bægeret er ikke fuldt endnu, så jeg går tilbage ad grusvejen, krydser Præstbrovej og ender i Præstbro.

Hvor er den smuk og grøn med de nyudsprungne bøge, men her er det for sent at gå på fuglejagt. Det bliver ikke muligt at spotte fugle her. Og den røde havetraktor fortsætter sin hærgen; nu meget nærmere, så det næppe ville være muligt at høre en flok råger, der vender hjem til rederne. Og tro mig, de kan ellers skræppe imponerende højt.

Der er et yndigt land,
det står med brede bøge

Her er der en gang om året fuld aktivitet, når årets Præstbrostævne løber hen over plænen med gymnaster fra nær og fjern.

Grøn er vårens hæk,
kåben kastes væk,
jomfruer sig alt på volden sole.

Men hvor er jomfruerne? Ja, ja, den slags er vel en raritet i vore dage, men det er i hvert fald her på volden tilskuerne hepper på gymnasterne til Præstbrostævnet.



Længere omme bagved ligger scenen. Her har jeg været med til at spille både Sommer i Tyrol, Eventyr på fodrejse og mange flere skuespil for år tilbage. Man kan godt savne de hyggelige forårsaftener, hvor vi øvede i muntert lag, måske lige bortset fra: Klask, slamm, klask, bzzzz, bzzzz, klask. Dette er simpelt hen myggenes højborg.

Det er det skønneste jeg ved
på dig, på dig at tænke.
Og al min dybe kærlighed,
jeg evig vil dig skænke.
Af dig at elskes måtte være
en dejlig drøm at bære.
Skænk mig dit hjerte
så lover jeg dig får du mit igen.

Hjerte-smerte-teksterne, fra dengang jeg tren over scenen, vælder frem, mens jeg står der og beskuer den tilgroede scene.

Men selv om det skulle lykkes at presse sig ind på scenen og gjalde sangen ud, vil der næppe komme mange tilskuere, for man skal være meget spidsmåset for at kunne indtage tilskuerpladserne blandt de mange træer på vej frem.

Pludselig bliver der stille. Jeg skynder mig tilbage på vejen og ser den røde djævel stå uskyldig og foladt i vejkanten. Jeg overvejer et kort øjeblik at bortføre den, men går i stedet forbi op mod byen. Det er sikkert nemmere at knipse fugle i byen.

Der er vist ingen tvivl. Jeg er i Jølby. Der skiltes så tydeligt, at selv de tungnemme har en chance.

Og ganske rigtig. Her er det nemt at komme på skudhold.

Først en skovspurv ...

Så Danmarks almindeligst fugl. Solsorten ...

Alt imens glade motionister smilende løber forbi.
Og der er forårstravlt i haverne.

Det er forår og alting klippes ned.
Der beskæres i buskadser og budgetter.

Ja, budgetterne tør jeg ikke dømme, men buskadserne er på dagsordenen.

Og så bliver der også lige tid til endnu en slags forårsbebuder.

Men hov. For også her var fotografen for langsom. Hvem har mon nået at tage en bid?

Det gør godt med en forfriskning, men al den traven sætter sig i benene, så nu er det tid at vende hjem.

I viadukten synger jeg rungende En lærke letted, men da jeg når til 'og det var forår og Danmark frit', knyger en bus forbi, og æder al lyden. Måske man sku' snige sig ned og synge en lys majnat efter kl. 03 for at få lidt fred. Jeg vender mig om og tager et billede. Det, kære læser, bliver vist det nærmeste vi kommer et selvprotræt i dette blogindlæg.

Nu når vi så til højdepunktet på turen. For her er en stærerede.
Du, kære læser, vil måske hævde, at en sådan påstand er alt for letkøbt, og at et tilfældigt hul i et træ ikke altid er en latent stærerede.

Men se så blot, hvad Alex Garff skrev tilbage i 1954.

Stæren svang sig op fra skoven
sangen daled ned fra oven

Og som forudsagt, så ...

Nej, der må vente en forrygende karriere som naturfotograf forude. Tænk at fange en fugl i flugten. Nææææsten ....

Så er det jo som at klø sig på næsen at kapre et billede af et par gråspurve lidt længere oppe ad vejen i Sønder Solbjerg ved korsvejen.

Ja, han har helt ret, ham Simon Schultz:

... hør spurvene kvidre fra grene og spær,
der fløjtes og synges i jublende kor,
til solen går ned bag skove og fjord.

Jeg forlader Sønder Solbjerg, går mod nord op over bakken og ned mod Solbjerg. Pludselig mærker jeg lugten af jord og ser ud over marken ihukommende den slags marker fra min barndom. Det var en sport at kigge ud over marken for at se, hvor viben lå og rugede. Så kunne man forsigtigt gå derhen og se de fire flotte æg ligge symmetrisk med spidserne pegende indad. Og senere kunne det vågne barneøje se, hvordan ungerne pilede hen mellem kornene, skønt de, når de var uden bevægelse, var perfekt kamuflerede og fuldstændig faldt sammen med baggrunden.

Men det er ikke kun de manglende alerte barneøjne, der fattes nu. Viben er efterhånden en sjælden gæst.

Nu er dagen fuld af sang
og nu er viiiiben kommen.

Ja, gid det var så vel.

Så, der er endelig Solbjerg.

Og der kredser svalerne. Hvorfor har I forladt mig? I kan da bare bygge en ny rede. Svalerne lader sig ikke fange med kameraet. Så går det noget nemmere med en doven due.
Velkommen på bloggen Dorethe!

Her burde jeg så dosere med et due-vers, men der er måske ikke så mange egnede. Andet vers af Julen har bragt? Tja, det er vist lidt out of season. Femte vers af Her vil ties? Nej, det er også ude af trit med årstiden. Der bliver ikke noget duevers, for nu er jeg sulten. Jeg vil hjem. Lige på en studs.

Ned i gården, op ad trappen, ind i køkkenet, smøre og skære. Og så er maden klar.

Og hvor er det da befriende at kunne arrangere og fotografere et herligt måltid efter en eftermidag, hvor verden til tider var lidt for meget i bevægelse. Jeg vil lade det være op til læseren selv at vurdere, hvilke associationer der bør fremkomme ved synet af min anretning.

Og Mozart får det sidste ord. Nej, det er vist i grunden Overbeck.

Kom, maj, du søde milde!
gør skoven atter grøn,
og lad ved bæk og kilde
violen blomstre skøn.
Hvor ville jeg dog gerne, at jeg igen den så!
Ak, kære maj! hvor gerne
igen i marken gå.

Sudoku - ny hjemmeside

Nu nærmer vi os hastigt årets VM i sudoku, der i år holdes i Philadelphia, USA. WSC 2010.
Jeg har derfor som forberedelse lavet en sudoku-hjemmeside, hvor jeg prøver at give forskellige vinkler på den fornøjelige sportsgren. Og jeg tør vist godt sige, at der er både rette og skæve vinkler.

Du kan se min hjemmeside på http://www.kalsgaard.eu/

På hjemmesiden kan du blandt andet se, hvordan jeg løser sudokuer. Du kan også se landsholdsdragten og de trofæer, jeg har vundet ved mesterskaber. Og der er links til sider, hvor du kan løse sudokuer online. Ja, og meget mere ...

Prøv det.

Jagten på et rugbrød

- en poetisk beretning fra snehelvedet i nord

Efter et døgn med snestorm og med "al udkørsel frarådes", er man nok bedst tjent med at lade sit legeme sænke ned i sofaen med en god bog, en kop varm kaffe og let vej til fjernbetjeningen. Et blik ud af vinduet burde understøtte den betragtning.

Jeg sulter jo ikke ligefrem, og selv om indesneningen skulle fortsætte i dagevis, så kan der altid graves noget spaghetti eller ris op inde bagerst i skabet - og en dåse et eller andet kan åbnes. Nej, behovet for proviantering er ikke overhængende. Men rugbrød er der ikke mere af, og Mette har lovet kaffe i Øster Jølby. De par kilometer fra Solbjerg til Øster Jølby kan vel nemt klares med et par raske ben.
Jeg bliver helt spændt ved tanken og forestiller mig en længere rejse gennem sneen, som den der her mange år efter endnu står lysende klar i erindringen, fra da jeg læste "En juleferie" af Palle Bister. En romantisk historie i stil med Nøddebo Præstegård - må jeg hellere straks tilføje som advarsel til dem, der evt. skulle få den tanke at opstøve bogen og læse den.
Jeg finder nok ikke en ægteviv på turen til Jølby, sådan som Palle fandt i sin juleferie, men måske redder jeg købmandens Lotte fra at drukne i søen og får 2 kroner, så jeg kan holde en festlig jul. Barndommens julehistorier fra mors og bedstemors tid trænger sig på. Ja, for det er jo ikke så tit, vinteren for alvor slår til, så associationerne må hentes langvejs fra.
Slut med de fjerne tanker. Virkeligheden kalder derude.

Det er vist et par dage siden, der for alvor var sne her. Mine støvler er hullede, og i sko går det da slet ikke. Men hurra for gemmeiveren. Et par gamle støvler bagerst i skabet, som garanteret ikke har set lys i dette årtusinde bliver fundet frem, og minsandten om de ikke kan bruges.


På med frakke og vanter, og så er jeg klar til afgang. Hvis du synes, jeg ser frisk og rød ud i hovedet, må jeg hellere straks tilstå, at jeg har snydt. Billedet er taget, efter jeg kom hjem igen. Glad over og frisk af en veloverstået tur.


Udenfor står himmel og jord i et. I min barndom blev den slags kaldt for en "himmelknow". Jeppe Åkjær skrev i sin tid: "det knyger ud af himlene, det sluger hegn og gård". Jo tak, hegn og gård er slugt, men hvad ser jeg? Et lille mirakel. Af alle steder i gården, står min bil det ene sted, hvor der ingen sne ligger, og kun få centimeter fra den tårner sneen sig op.

Miraklernes tid er dog forbi, for der skal vinger til at løfte bilen ud af gården. Og ude på vejen ville den også være ilde stedt, for overalt ligger sne i bjerge. Hvad skal jeg i øvrigt også med en bil. Der behøves intet bagagerum for at fragte lidt rugbrød fra Jølby til Solbjerg. Tænderne løber fluks i vand ved tanken om bagerens nybagte royale rugbrød, royalt fordi det angiveligt er bagt af mel fra Schackenborg. Om det har betydning for smagen, skal jeg lade være usagt, men godt smager det i hvert fald. Især en dag som i dag, så det er med at få benene på nakken og så af sted. På nakken ville nok være det bedste sted at anbringe dem, kunne jeg have tænkt, om jeg havde kendt til strabadserne forude.
Bare at komme ud af gården er en udfordring.

Det lykkes dog trods alt, selv om knæhøj karse er for intet at regne for dette.

Hovedvejen A26. Livsnerven over Mors. Det må være den sikre vej til Øster Jølby. Jeg kæmper mig ud af gården og de få meter hen ad Rebslagervej op mod A26. Og der er tilsyneladende stor aktivitet. Aktiviteten er repræsenteret ved flere kvikke traktorer og sneplove, der energisk kæmper for at hjælpe mastodonterne fri. Men der er også inaktivitet. Lastbiler holder, og de kan ikke komme ud af stedet.




Jeg bevæger mig ud på vejen.
"Der er ingenting i verden, så stille som sne", skrev Helge Rode. Det var også ham med "Som en rejselysten flåde ...", og den passer vist også noget bedre på stemningen her på A26. Der er ikke stille dalende sne, men en bidende kuling fra nordøst, og den rejselystne flåde er de strandede lastbiler, der ses, lige så langt øjet rækker.

Jeg kæmper mig forbi køen af lastbiler med storsmilende chauffører, der tilsyneladende tager det oppefra og ned, og de små personbiler med beklemte chauffører. Jeg nænner ikke at fortælle dem, hvor slemt det står til bare få hundrede meter længere fremme.
Ved cykelstiens ophør på nordsiden - ikke at man kan se den - drejer jeg op ad bakken for at tage genvejen ned til Jølby.
Først går sneen til knæene, så til skrævet, og siden til brystet. Hele tiden synker jeg dybere. Jeg forsøger at dreje ud over marken, men det gør kun tingene værre. Det er, som jorden forsvinder under mig. Nu bliver jeg bange. Forestiller mig en kort stund, hvordan jeg vil forsvinde i dybet her og først bliver fundet til foråret. Og så vender jeg om.
Har det hele været forgæves? Er der kun en strejftanke tilbage af mit rugbrød? Nej, jeg vil ikke give op. I stedet fortsætter jeg længere hen ad A26, helt hen til viadukten, og her lykkes det mig at kæmpe mig ned. Rugbrødet materialiserer sig igen, mens jeg går ned ad bakken.
I det fjerne ser jeg en med ski og fanger ham med telelinsen, men han har da vist opgivet skiene og ligner i stedet en, der venter ved en lift i Norge. Og ved siden af ham kører en bil, langsomt men dog bevægende sig. Alt er tilsyneladende ikke helt lukket.

Jeg går ned under A26 gennem viadukten. Det er her, jeg plejer at skråle "Høje nord ..." for at nyde rumklangen, når der altså ikke lige er nogen i nærheden, der kunne få den tanke, at jeg har fået solstik. Ja, det tænker de så nok heller ikke lige i dag. Jeg prøver rumklangen af. Den er noget indeklemt, men dog ikke helt død. "Lad det bryde! lad det gjære! stem ej Strømmen! taal dens Braaaag! den vil bære Grøde til en Sommerdag." Jo, Høje nord passer såmænd ganske godt i dag. Lad os så blot håbe, at grøden bliver som angivet.

Da jeg kommer forbi genvejen, som jeg tidligere måtte opgive at passere, kaster jeg et blik op ad bakken og gyser. Det var vist godt, jeg kom til fornuft og tog en anden vej. "This is not a weather for a man nor a beast", som salig W.C. Fields vist nok udtrykte det. For en ordens skyld må jeg hellere her nævne, at genvejen sædvanligvis går langs træerne til højre på billedet.

Jeg passerer Præstbro. Her plejer jeg at gå tur om foråret for at se på fugle. Intet er smukkere end Præstbro en forårsdag, når bøgen springer ud. Men foråret synes langt borte.
"Sorte stær på grene,
hvad kan du dog mene,
når du synger midt i is og sne?
Ved du, at på kviste
knoppen snart må briste?
Har du tegn, som ikke jeg kan se?"
Stemningen passer til Vilhelm Gregersens sang, men der fattes håb, for der er ingen stære eller andre fugle til at give løfte om lyst løv i lunde og lune junidage. Nej, en anden strofe fra Vilhelm Gregersen passer bedre: "... rosen er falmet, og fuglen er draget mod syd."

Der ligger den så, Øster Jølby. Mon rugbrødet lader sig opdrive?

Smukt ser det ud, det må jeg indrømme. "Skønheden og udyret". Det er den tanke, der strejfer mig her, hvor jeg skridter forbi de flotte sneklædte graner, der giver mindelser om den hedengangne jul. Jeg kunne godt bruge lidt glögg med æbleskiver nu. Suk, associationskæder kan være farlige, tænker jeg og ser med knap så venlige øjne på de sneklædte graner, for der er ingen udsigt til glögg her.

Der er ingen biler på vejen, selv om der er ryddet ganske pænt. Men glat er det, og gang på gang glider jeg, så jeg må nøjes med små og afmålte skridt.
Selv om bilerne ikke synes at være på vejen i dag, er der dog ganske megen aktivitet sådan en onsdag hen på eftermiddagen.
Aktiviteterne er naturlig nok affødt af de massive mængder af sne.




Og så er der dem, der bare venter på bedre tider.

"Inderlig jeg længes
efter vår, men vinteren strenges;
atter vinden om til nord!"

Så tæt på, og så alligevel så langt fra. Måske er der ikke et rugbrød at få. Døgnkiosken og blomsterhandleren, som jeg først kommer forbi, er lukkede.


Nu er det nok heller ikke buketter, der kan forventes allermest handel med i dag, såh ...

Sku' man sikre sig lidt kontanter inden indkøbene?

Nå, ikke. Det er vist heller ikke nødvendig, for den slags kan man jo ordne i butikken. Og dér ligger den. Bageren! Så, lykkedes det da alligevel, men ser hylderne ikke noget tomme ud?

"Ach, Du lieber Augustin,
Alles ist væk, væk, væk!"
Der bliver intet bagerrugbrød i dag. Selv skiltet med "Lukket" ser forfaldent ud.

Et smut ned ad Søndervej? Nå, heller ikke ...

Så er der kun Brugsen tilbage. Rugbrød, det må da kunne opdrives.
Har de åbent? Og er alt hamstret væk som sidst, der var snestorm? Jeg drejer om hjørnet og ser en parkeringsplads, der plejer at summe af liv. Men her summer hverken bier eller biler.

Og de biler, der er her, ser ret langtidsparkerede ud.

Minsandten, der er åbent. Jeg går indenfor og griber en kurv, men overvejer at sætte den igen. Der er ingen grund til at skeje ud, for alt skal jo slæbes den lange vej tilbage, ifald altså det skulle lykkes mig at få noget.
Det bugner af varer. Hamstringen er ikke slået igennem endnu. Måske det ligefrem har været en fordel, at vejret er så slemt, at kun få har kæmpet sig herhen.
Og dér, lige dér er hylden med rugbrød. Jeg kaster kameraet til øjet og knipser. Uddeleren kommer forbi i det samme og undrer sig sikkert over, hvorfor lige netop de hylder skal foreviges. Jeg svømmer nærmest over i begejstring, mens jeg forklarer ham, hvorfor jeg simpelthen måtte blitze netop her. Og så er det endda på tilbud ...


Jeg begynder straks at tænke på den kaffe, Mette lokkede med, men det viser sig, at den har lange udsigter, for der står hun jo helt dækket med arbejde.

På trods af strabadserne er jeg kommet for tidligt. Arbejdsdagen slutter først kl. 14, så vi nøjes med en snak over disken, inden jeg begiver mig af sted igen.
Det var trist med kaffen, men der er service på i Brugsen i dag, så jeg får en dejlig kop varm kakao henne ved kassen, inden jeg igen vover mig ud i stormen.

Men hov. Selv det at få bortkastet et plastikkrus er en voldsom udfordring, når vejret går amok.

Det er tid at vende næsen hjemad, men sneen tager til, og det fyger ret voldsomt. Det hindrer dog ikke børnene i at gribe chancen for at få lidt fornøjelse af årtiets første - og måske sidste - snestorm.

Øster Jølbys kælkebakke er taget i brug, og munterheden når helt ud på vejen.
"Under frossen hæk,
spinkel som en nerve,
spirer den sødeste vintergæk.
Står den til straf i sin skammekrog?
Nej, den er livets reserve!"

Jeg forsvinder ned under viadukten og kaster et blik op på A26. "Fårene står der endnu og glor". Det er nok en lidt upassende strofe at føre frem her, men det var den, der randt mig i hu, da jeg så, at der endnu ikke var kommet skred i trafikken på hovedvejen.

I stedet for hovedvejen vælger jeg at tage turen op gennem Sønder Solbjerg ved korsvejen i stedet. Også her er der folk på gaden i sving med at flytte sne. Det ser dog ud til, at skovlene mere benyttes som en støtteforanstaltning end som graveredskab. Da jeg i forbifarten nævner det for dem, rækker den ene lakonisk med et slet skjult grin skovlen over til mig for at indikere, at her uddelegerer man gerne arbejdet. Jeg afslår venligt og kommenterer i stedet den bil, der synes på vej ud af garagen. Den vil nok have det bedst, hvis den bliver hvor den er, siger jeg og beretter gestikulerende, hvordan vejsituationen er nede på hovedvejen. Man er jo velorienteret, nu hvor man sådan har været helt i Jølby og næsten trekanten rundt.

Så er der kun den sidste bakke tilbage. Det er her, der plejer at ligge mest sne, når der er noget, der ligner en lille snestorm, og jeg har været meget tæt på at sidde godt og grundigt fast med Fabia'en her for et par år siden. I dag er der ikke køretøjer af nogen art i sigte, og det er vist godt det samme, når man ser, hvor højt sneen ligger. Her er driver i XL-størrelse. Og blændet på mit kamera er ved at fryse fast. Godt, jeg snart er hjemme igen.

Jeg forcerer bakken og ender endelig langt om længe hjemme i Solbjerg igen. Jeg glæder mig til at komme indenfor, men bjergene af sne er ikke blevet mindre, siden jeg var her sidst. Hvor ser min bil da lille og forsømt ud der bag driverne.

Endelig inden døre igen. Missionen lykkedes. Jeg kan nu stille mine nyerhvervelser frem på bordet. Rugbrødet har jeg jo berettet om, og jeg havde skam også overvejet at købe diverse nydelsesmidler til at forsøde aftenen med, men her den 6. januar er julen vist for tæt på. Jeg havde ikke lyst til hverken kager eller chokolade, da jeg stod der i Brugsen. I stedet købte jeg så noget andet aldeles uundværligt. Ja, se selv.

En dejlig stor pakke printerpapir, så der igen kan udskrives sudokuer ad libitum.
Og så er det langt om længe tid at få sig en dejlig kop te og noget rugbrød.
Nej, rugbrødet får vente. Nu har jeg tænkt rigeligt på rugbrød i dag. Så i stedet skal jeg da ha' ...


Så er der vist kun tilbage at sende endnu en tanke til St. St. Blicher. Desværre er der nok lang tid til, at den bundne jord bliver løst.
"Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord."