Efter et døgn med snestorm og med "al udkørsel frarådes", er man nok bedst tjent med at lade sit legeme sænke ned i sofaen med en god bog, en kop varm kaffe og let vej til fjernbetjeningen. Et blik ud af vinduet burde understøtte den betragtning.
Jeg sulter jo ikke ligefrem, og selv om indesneningen skulle fortsætte i dagevis, så kan der altid graves noget spaghetti eller ris op inde bagerst i skabet - og en dåse et eller andet kan åbnes. Nej, behovet for proviantering er ikke overhængende. Men rugbrød er der ikke mere af, og Mette har lovet kaffe i Øster Jølby. De par kilometer fra Solbjerg til Øster Jølby kan vel nemt klares med et par raske ben.
Jeg bliver helt spændt ved tanken og forestiller mig en længere rejse gennem sneen, som den der her mange år efter endnu står lysende klar i erindringen, fra da jeg læste "En juleferie" af Palle Bister. En romantisk historie i stil med Nøddebo Præstegård - må jeg hellere straks tilføje som advarsel til dem, der evt. skulle få den tanke at opstøve bogen og læse den.
Jeg finder nok ikke en ægteviv på turen til Jølby, sådan som Palle fandt i sin juleferie, men måske redder jeg købmandens Lotte fra at drukne i søen og får 2 kroner, så jeg kan holde en festlig jul. Barndommens julehistorier fra mors og bedstemors tid trænger sig på. Ja, for det er jo ikke så tit, vinteren for alvor slår til, så associationerne må hentes langvejs fra.
Slut med de fjerne tanker. Virkeligheden kalder derude.
Det er vist et par dage siden, der for alvor var sne her. Mine støvler er hullede, og i sko går det da slet ikke. Men hurra for gemmeiveren. Et par gamle støvler bagerst i skabet, som garanteret ikke har set lys i dette årtusinde bliver fundet frem, og minsandten om de ikke kan bruges.
På med frakke og vanter, og så er jeg klar til afgang. Hvis du synes, jeg ser frisk og rød ud i hovedet, må jeg hellere straks tilstå, at jeg har snydt. Billedet er taget, efter jeg kom hjem igen. Glad over og frisk af en veloverstået tur.
Udenfor står himmel og jord i et. I min barndom blev den slags kaldt for en "himmelknow". Jeppe Åkjær skrev i sin tid: "det knyger ud af himlene, det sluger hegn og gård". Jo tak, hegn og gård er slugt, men hvad ser jeg? Et lille mirakel. Af alle steder i gården, står min bil det ene sted, hvor der ingen sne ligger, og kun få centimeter fra den tårner sneen sig op.
Miraklernes tid er dog forbi, for der skal vinger til at løfte bilen ud af gården. Og ude på vejen ville den også være ilde stedt, for overalt ligger sne i bjerge. Hvad skal jeg i øvrigt også med en bil. Der behøves intet bagagerum for at fragte lidt rugbrød fra Jølby til Solbjerg. Tænderne løber fluks i vand ved tanken om bagerens nybagte royale rugbrød, royalt fordi det angiveligt er bagt af mel fra Schackenborg. Om det har betydning for smagen, skal jeg lade være usagt, men godt smager det i hvert fald. Især en dag som i dag, så det er med at få benene på nakken og så af sted. På nakken ville nok være det bedste sted at anbringe dem, kunne jeg have tænkt, om jeg havde kendt til strabadserne forude.
Bare at komme ud af gården er en udfordring.
Det lykkes dog trods alt, selv om knæhøj karse er for intet at regne for dette.
Hovedvejen A26. Livsnerven over Mors. Det må være den sikre vej til Øster Jølby. Jeg kæmper mig ud af gården og de få meter hen ad Rebslagervej op mod A26. Og der er tilsyneladende stor aktivitet. Aktiviteten er repræsenteret ved flere kvikke traktorer og sneplove, der energisk kæmper for at hjælpe mastodonterne fri. Men der er også inaktivitet. Lastbiler holder, og de kan ikke komme ud af stedet.
Jeg bevæger mig ud på vejen.
"Der er ingenting i verden, så stille som sne", skrev Helge Rode. Det var også ham med "Som en rejselysten flåde ...", og den passer vist også noget bedre på stemningen her på A26. Der er ikke stille dalende sne, men en bidende kuling fra nordøst, og den rejselystne flåde er de strandede lastbiler, der ses, lige så langt øjet rækker.
Jeg kæmper mig forbi køen af lastbiler med storsmilende chauffører, der tilsyneladende tager det oppefra og ned, og de små personbiler med beklemte chauffører. Jeg nænner ikke at fortælle dem, hvor slemt det står til bare få hundrede meter længere fremme.
Ved cykelstiens ophør på nordsiden - ikke at man kan se den - drejer jeg op ad bakken for at tage genvejen ned til Jølby.
Først går sneen til knæene, så til skrævet, og siden til brystet. Hele tiden synker jeg dybere. Jeg forsøger at dreje ud over marken, men det gør kun tingene værre. Det er, som jorden forsvinder under mig. Nu bliver jeg bange. Forestiller mig en kort stund, hvordan jeg vil forsvinde i dybet her og først bliver fundet til foråret. Og så vender jeg om.
Har det hele været forgæves? Er der kun en strejftanke tilbage af mit rugbrød? Nej, jeg vil ikke give op. I stedet fortsætter jeg længere hen ad A26, helt hen til viadukten, og her lykkes det mig at kæmpe mig ned. Rugbrødet materialiserer sig igen, mens jeg går ned ad bakken.
I det fjerne ser jeg en med ski og fanger ham med telelinsen, men han har da vist opgivet skiene og ligner i stedet en, der venter ved en lift i Norge. Og ved siden af ham kører en bil, langsomt men dog bevægende sig. Alt er tilsyneladende ikke helt lukket.
Jeg går ned under A26 gennem viadukten. Det er her, jeg plejer at skråle "Høje nord ..." for at nyde rumklangen, når der altså ikke lige er nogen i nærheden, der kunne få den tanke, at jeg har fået solstik. Ja, det tænker de så nok heller ikke lige i dag. Jeg prøver rumklangen af. Den er noget indeklemt, men dog ikke helt død. "Lad det bryde! lad det gjære! stem ej Strømmen! taal dens Braaaag! den vil bære Grøde til en Sommerdag." Jo, Høje nord passer såmænd ganske godt i dag. Lad os så blot håbe, at grøden bliver som angivet.
Da jeg kommer forbi genvejen, som jeg tidligere måtte opgive at passere, kaster jeg et blik op ad bakken og gyser. Det var vist godt, jeg kom til fornuft og tog en anden vej. "This is not a weather for a man nor a beast", som salig W.C. Fields vist nok udtrykte det. For en ordens skyld må jeg hellere her nævne, at genvejen sædvanligvis går langs træerne til højre på billedet.
Jeg passerer Præstbro. Her plejer jeg at gå tur om foråret for at se på fugle. Intet er smukkere end Præstbro en forårsdag, når bøgen springer ud. Men foråret synes langt borte.
"Sorte stær på grene,
hvad kan du dog mene,
når du synger midt i is og sne?
Ved du, at på kviste
knoppen snart må briste?
Har du tegn, som ikke jeg kan se?"
Stemningen passer til Vilhelm Gregersens sang, men der fattes håb, for der er ingen stære eller andre fugle til at give løfte om lyst løv i lunde og lune junidage. Nej, en anden strofe fra Vilhelm Gregersen passer bedre: "... rosen er falmet, og fuglen er draget mod syd."
Der ligger den så, Øster Jølby. Mon rugbrødet lader sig opdrive?
Smukt ser det ud, det må jeg indrømme. "Skønheden og udyret". Det er den tanke, der strejfer mig her, hvor jeg skridter forbi de flotte sneklædte graner, der giver mindelser om den hedengangne jul. Jeg kunne godt bruge lidt glögg med æbleskiver nu. Suk, associationskæder kan være farlige, tænker jeg og ser med knap så venlige øjne på de sneklædte graner, for der er ingen udsigt til glögg her.
Der er ingen biler på vejen, selv om der er ryddet ganske pænt. Men glat er det, og gang på gang glider jeg, så jeg må nøjes med små og afmålte skridt.
Selv om bilerne ikke synes at være på vejen i dag, er der dog ganske megen aktivitet sådan en onsdag hen på eftermiddagen.
Aktiviteterne er naturlig nok affødt af de massive mængder af sne.
Og så er der dem, der bare venter på bedre tider.
"Inderlig jeg længes
efter vår, men vinteren strenges;
atter vinden om til nord!"
Så tæt på, og så alligevel så langt fra. Måske er der ikke et rugbrød at få. Døgnkiosken og blomsterhandleren, som jeg først kommer forbi, er lukkede.
Nu er det nok heller ikke buketter, der kan forventes allermest handel med i dag, såh ...
Sku' man sikre sig lidt kontanter inden indkøbene?
Nå, ikke. Det er vist heller ikke nødvendig, for den slags kan man jo ordne i butikken. Og dér ligger den. Bageren! Så, lykkedes det da alligevel, men ser hylderne ikke noget tomme ud?
"Ach, Du lieber Augustin,
Alles ist væk, væk, væk!"
Der bliver intet bagerrugbrød i dag. Selv skiltet med "Lukket" ser forfaldent ud.
Et smut ned ad Søndervej? Nå, heller ikke ...
Så er der kun Brugsen tilbage. Rugbrød, det må da kunne opdrives.
Har de åbent? Og er alt hamstret væk som sidst, der var snestorm? Jeg drejer om hjørnet og ser en parkeringsplads, der plejer at summe af liv. Men her summer hverken bier eller biler.
Og de biler, der er her, ser ret langtidsparkerede ud.
Minsandten, der er åbent. Jeg går indenfor og griber en kurv, men overvejer at sætte den igen. Der er ingen grund til at skeje ud, for alt skal jo slæbes den lange vej tilbage, ifald altså det skulle lykkes mig at få noget.
Det bugner af varer. Hamstringen er ikke slået igennem endnu. Måske det ligefrem har været en fordel, at vejret er så slemt, at kun få har kæmpet sig herhen.
Og dér, lige dér er hylden med rugbrød. Jeg kaster kameraet til øjet og knipser. Uddeleren kommer forbi i det samme og undrer sig sikkert over, hvorfor lige netop de hylder skal foreviges. Jeg svømmer nærmest over i begejstring, mens jeg forklarer ham, hvorfor jeg simpelthen måtte blitze netop her. Og så er det endda på tilbud ...
Jeg begynder straks at tænke på den kaffe, Mette lokkede med, men det viser sig, at den har lange udsigter, for der står hun jo helt dækket med arbejde.
På trods af strabadserne er jeg kommet for tidligt. Arbejdsdagen slutter først kl. 14, så vi nøjes med en snak over disken, inden jeg begiver mig af sted igen.
Det var trist med kaffen, men der er service på i Brugsen i dag, så jeg får en dejlig kop varm kakao henne ved kassen, inden jeg igen vover mig ud i stormen.
Men hov. Selv det at få bortkastet et plastikkrus er en voldsom udfordring, når vejret går amok.
Det er tid at vende næsen hjemad, men sneen tager til, og det fyger ret voldsomt. Det hindrer dog ikke børnene i at gribe chancen for at få lidt fornøjelse af årtiets første - og måske sidste - snestorm.
Øster Jølbys kælkebakke er taget i brug, og munterheden når helt ud på vejen.
"Under frossen hæk,
spinkel som en nerve,
spirer den sødeste vintergæk.
Står den til straf i sin skammekrog?
Nej, den er livets reserve!"
Jeg forsvinder ned under viadukten og kaster et blik op på A26. "Fårene står der endnu og glor". Det er nok en lidt upassende strofe at føre frem her, men det var den, der randt mig i hu, da jeg så, at der endnu ikke var kommet skred i trafikken på hovedvejen.
I stedet for hovedvejen vælger jeg at tage turen op gennem Sønder Solbjerg ved korsvejen i stedet. Også her er der folk på gaden i sving med at flytte sne. Det ser dog ud til, at skovlene mere benyttes som en støtteforanstaltning end som graveredskab. Da jeg i forbifarten nævner det for dem, rækker den ene lakonisk med et slet skjult grin skovlen over til mig for at indikere, at her uddelegerer man gerne arbejdet. Jeg afslår venligt og kommenterer i stedet den bil, der synes på vej ud af garagen. Den vil nok have det bedst, hvis den bliver hvor den er, siger jeg og beretter gestikulerende, hvordan vejsituationen er nede på hovedvejen. Man er jo velorienteret, nu hvor man sådan har været helt i Jølby og næsten trekanten rundt.
Så er der kun den sidste bakke tilbage. Det er her, der plejer at ligge mest sne, når der er noget, der ligner en lille snestorm, og jeg har været meget tæt på at sidde godt og grundigt fast med Fabia'en her for et par år siden. I dag er der ikke køretøjer af nogen art i sigte, og det er vist godt det samme, når man ser, hvor højt sneen ligger. Her er driver i XL-størrelse. Og blændet på mit kamera er ved at fryse fast. Godt, jeg snart er hjemme igen.
Jeg forcerer bakken og ender endelig langt om længe hjemme i Solbjerg igen. Jeg glæder mig til at komme indenfor, men bjergene af sne er ikke blevet mindre, siden jeg var her sidst. Hvor ser min bil da lille og forsømt ud der bag driverne.
Endelig inden døre igen. Missionen lykkedes. Jeg kan nu stille mine nyerhvervelser frem på bordet. Rugbrødet har jeg jo berettet om, og jeg havde skam også overvejet at købe diverse nydelsesmidler til at forsøde aftenen med, men her den 6. januar er julen vist for tæt på. Jeg havde ikke lyst til hverken kager eller chokolade, da jeg stod der i Brugsen. I stedet købte jeg så noget andet aldeles uundværligt. Ja, se selv.
En dejlig stor pakke printerpapir, så der igen kan udskrives sudokuer ad libitum.
Og så er det langt om længe tid at få sig en dejlig kop te og noget rugbrød.
Nej, rugbrødet får vente. Nu har jeg tænkt rigeligt på rugbrød i dag. Så i stedet skal jeg da ha' ...
Så er der vist kun tilbage at sende endnu en tanke til St. St. Blicher. Desværre er der nok lang tid til, at den bundne jord bliver løst.
"Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord."
