Jagten på en bogfinke

- en poetisk beretning fra foråret på Mors

En af de strengeste vintre i mands minde er forbi. Den sidste sne forsvandt på gårdspladsen 31. marts - og fjorten dage senere var den væk fra vejgrøfter. Men foråret har været koldt, og alt er grønnedes i snegletempo, mindst 14 dage for sent.

Men nu. Lige i dag er foråret her. For første gang er der sol og over 15 grader.
Brystet er ved at sprænges af glæde og af lyst til at komme ud. Det er nærliggende at følge Johs. V. Jensens forårsopfordring.

Den grønne søde vår
igen på jorden går.
Se, solen drypper ild,
og vinden er mild.
Søndenvind, vandresind!
Tag vogn af hus, tag kæp ved krog!
Følg med, følg med på forårstog
med knark af hjul og knirk af åg
- vidt ud i verden.

Verden ligger derude og med sit flammende mælkebøtteflor og lokker lige så intenst som de sirener, der ville lokke Odysseus i fordærv med deres smukke sang. Jeg må derud.

Jeg skal dog nok ikke regne med at få de henslængte køretøjer i bevægelse.

Et af de sikre forårstegn er, når svalerne dukker op og indtager reden øverst på min altan, men vinteren har brutalt flået reden ned. Der er tomt deroppe under udhænget, hvor aftegningen af reden endnu ses.

Og på altanen ligger de ynkelige rester af reden.

For et par dage siden var svalerne forbi, men de forsvandt hurtigt igen. Jeg må nok undvære dem i år, men forhåbentlig vil det være at overtolke Carl Bagger, om det skulle medføre, at jeg også må undvære våren.

Når den sortblå svale kommer
og bebuder nære sommer,
når den kvidrende ta'r myggen,
der vil tumle sig i skyggen,
da kommer våren, da kommer våren.

Hvert forår plejer jeg at gribe min kikkert og vandre ud i foråret for at se på fugle. Netop om foråret er det allermest ideelt. Kurmageriet er på sit højeste, så der synges på livet løs, og fjerdragten er i galla. Tilmed giver de manglende blade på træerne mulighed for både at se og høre fuglene.

Jeg går hen og graver min kikkert ud af skabet, puster støvet af den, men standser i det samme. Hvorfor ikke tage kameraet med i stedet? Så kan jeg for en gangs skyld fastholde foråret, nu det endelig er her.

Jeg bliver opildnet, husker på min jagt efter rugbrød i vinter gennem snemasserne. Nu vil jeg i stedet gå på jagt efter en bogfinke. Den er måske ikke den mest eksotiske fugl, men den er indbegrebet af forår, nu hvor svalerne har svigtet. Bogfinken har sjælden haft poeternes interesse, sikkert fordi den poetisk er lige så uhåndterbar som en kartoffel. I det eneste vers med bogfinken, jeg kender, har den således mistet sin hale - sådan versefodelig talt.

Buskene grønnes i forårsdag;

med knopper står frugthavens træer;

spurvene synger langs husets tag;

i haven er bogfink og stær.

Bogfink! Fnys. Johannes Jørgensen. Den var ikke gået hos lærer Toft i Mejrup skole i min barndom.

Jeg flår kameraet ned fra hylden og styrter ud til det, der kunne få overskriften En verden i bevægelse 'Nej, hold! - A lywwer', som der står i Æ bindstouw af Blicher. Jeg burde nok snarere lade overskriften være En verden i al for megen bevægelse. For det viser sig hurtigt, at det er noget nemmere at fastholde en snedrive med linsen end en forårskåd fugl.

Udenfor ses vinterens hærgen stadig. Vejene har set bedre ud.

Det er der ikke skrevet mange digte om, så jeg skynder mig videre hen ad hovedvejen mod Jølby, men springer fluks videre ud på marken.

Taraxacum vulgare hedder den på latin, men der er ikke meget vulgært over mælkebøtten, som den står der på marken i tusindtal og lokker bier og sommerfugle til. Der er næppe et smukkere syn end en mælkebøttemark i flor.


Dér flyver årets første sommerfugl. Den danser som uskyldsrent sne af sted i sin hvide dragt.


Knips, der var den. Nej, dér, Knips, knips, knips. Godt film er gratis i digitale kameraer. Hvor blev den af? Så nu sidder den, men hvorfor er vingerne foldet sammen? Tænk nu lige på fotografen. På den måde kommer du jo aldrig på forsiden af Vogue. Forpustet må jeg lade mig nøje med et kyskt billede af den knibske sommerfugl med vingene foldet sammen. Hvordan skal det så ikke gå, når jeg skal knipse en bogfinke? Ja, jeg må tilmed, kære læser, bede dig klikke på billedet, hvis du vil se hele sommerfuglen. Bloggen har konsumeret resten.

Lidt længere borte fanger blikket det kvæg, jeg også fra min altan kan se gumle løs af foråret. Her er tempoet noget mere adstadigt og mere brugbart for en uøvet fotograf. Det kan godt være, at storken ikke længere pryder landskabet, men kvæget er her da endnu. Jeg får associationer til Shubiduas Danmarkssang - og synger en strofe, hvor jeg smager på de flade a'er.
Storken er en dejlig flyver
koen har et dejligt yver
Danmark er et dejligt land.

Der er vist godt nok ikke megen mælk eller yver på de fedekvæg her.

Jeg går ud på hovedvejen igen. Der er travlhed og spektakel. Støjen overdøver den spæde lærketrille på marken. Jeg får øje på lærken fjernt over marken, men opgiver på forhånd at fange den med telelinsen. Lærken behøver næppe mere opmærksomhed. Kun få fugle har haft digternes opmærksomhed som den. Tænk bare på Velkommen lærkelil, Det er lærkernes tid og En lærke letted' for nu bare at nævne de mest oplagte.
I stedet fanger kameraet trafikken inklusiv den trehjulede cykel, der muntert hjulede forbi for et øjeblik siden.

Jeg fortsætter mod Jølby. Oprydningen efter vinterens trængsler er ikke tilendebragt ser jeg.


Lidt længere henne får jeg øje på den ultimative forårsbebuder. Padderokken. Mange artsfæller har allerede i ugevis stået ranke som fallossymboler og signaleret frugtbarhedens komme. Men de er efterhånden afløst af deres juletræslignende fase 2. Men her står nok den sidste, jeg får at se i år. Den ser i hvert fald mildt sagt noget post coituel ud. Ved siden af står 'juletræerne' parate til at tage over. Ja, sådan fotorigtigt ved siden af står de ikke, så derfor øhhhh er billedet en anelse redigeret.



Jeg skråer op ad genvejen, der i vinter var helt lukket af sne. Tænk, at den stump vej helt blev slugt af snemasserne.



På vej ned ad bakken på den anden side vender jeg mig om. Dette var engang hovedvejen over Mors. Nu har vinteren næsten helt gjort kål på den. I det fjerne kan jeg se hjem. Bortset fra det lidt triste skær af erosion kunne billedet godt være et feriekort, der kun lige mangler her-bor-jeg-krydset foran den røde lastbil.



En sommerfugl i flugt. Jeg sniger mig ind på den, rækker mig på tå, står med spredte ben, holder vejret og ligner en levendegørelse af 'En stakket frist', hvori ordet bukser indgår. Forhåbentlig er der ikke nogen, der ser mig i dette ublufærdige øjeblik.

Knips, knips, zooom. Øh, hvor blev den nu af. Hæ, der fik jeg den. Vi nævner ikke lige, hvor mange forsøg, der sku' til. Ej heller kvaliteten af billedet. Nej, jeg fik den. Det er hovedsagen.

Lille glade flyver under himlens blå.
Din er hver en blomst, som solen skinner på.

Jeg drejer ned ad grusvejen mod kæret.

Det dufter lysegrønt af græs
i grøft og mark og enge.


Der ligger kæret, så nu går jagten på fugle for alvor ind. Her er trafikstøjen langt om længe ved at fortone sig.


Men hvor er fuglene?

Natten er så stille
som en lille fugl der tier.
Det er ikke ilde med en sådan stille stund.

Ja, her er jeg fuldstændig uenig med hr. Halfdan Rasmussen. Det er ganske ilde, når man er på fotojagt efter fugle, og de så vælger at tie, mens der i det fjerne starter en havetraktor, som med et insisterende og enerverende brøl fejer hen over græsset.

Jeg skynder mig hastigt længere væk, og endelig begynder jeg at se fugle. Der flyver jo en skovskade. Bzzz, zooooooooooooooom. Og kameraet er parat. Men fuglen er fløjet.

Men der er jo en musvit. 'Situit, situit, musvit, musvit', kvidrer den. Jeg lister mig nærmere. Nu sidder den bag en gren. Jeg står længe stille og venter på, den skal hoppe frem ihukommende fordums sergenter, der advarede mod at hvile på hælen, hvis man vil undgå at dejse om.

Nu hopper den om bag nogle blade, men nu, NU, er den der. Jeg hæver langsomt kameraet, og lige da jeg skal knipse, hopper den videre. Jeg fortsætter jagten, får den igen på kornet. Hov, nu er kameraet tiltet og gået på sleeping mode. Jeg tænder og slukker, men musvitten er væk og kommer ikke tilbage.

Humøret daler. Måske er der ingen lovende fuglefotografkarriere forude. Så, nu ingen forhastede slutninger, for dér er et flyvende væsen, som det lykkes mig at fange.

En hybrisoid glæde vælder frem i mig, da det endda lykkes at fange flyveren med telelinsen.

Ja, jeg ved det godt. Den slags insekter står fuldstændig stille, som en musvåge, der muser og venter på at slå til. Men jeg har vel lov til at samle mod til den videre færd.

Jeg hører en gulspurv tælle i det fjerne 'En, to, tre, fir', fem, seks, syyyyv'. Jeg sniger mig videre, og lyden kommer nærmere. Jeg kan se noget hoppe mellem grenene og er lige ved at komme på skudhold. Men hvad er det. Et pigtrådshegn. Ikke særlig fotografvenligt. Da jeg som barn voksede op på landet, var det en hverdagssyssel at understige hegn, og 'Hvad man i barndommen nemmer, man sent i alderdommen glemmer'. Ja, gid det var så vel, for det viser sig at være en større operation at få scrollet kadaveret under hegnet. Og i hvert fald blev gulspurven så benovet, at den holdt op med at tælle. Intet billede af den.

Når nu ikke fuglene lader sig fange, så er det da godt, at månen bruger timevis på at snegle sig hen over himlen. Den lader sig derfor godt fange af amatørfotografen.

Sig mig, du måne hist, om du kan huske sidst.

Vi to fik en passiar, husker du, hvor det var?

Ja, sidst jeg skrålede den sang, var for tre uger siden ved nattetid på Broad Street i Philadelphia. Og nu står jeg så her. Skønt så langt væk virker månen bekendt, hvor i verden jeg hilser på den.

Jeg øver mig på en flyvemaskine. Den er også indfangelig.

Endelig hører jeg bogfinken med dens 'Det, det, det ka' jeg sig', lisså tit, det ska' vær'. Og den er ikke så bly som de andre fugle. Den er ikke bange for at vise sig frem, så jeg fanger den minsandten i første forsøg.

Selv telelinsen lader den mig nå at få i brug.


Hovedformålet med turen er klaret, men bægeret er ikke fuldt endnu, så jeg går tilbage ad grusvejen, krydser Præstbrovej og ender i Præstbro.

Hvor er den smuk og grøn med de nyudsprungne bøge, men her er det for sent at gå på fuglejagt. Det bliver ikke muligt at spotte fugle her. Og den røde havetraktor fortsætter sin hærgen; nu meget nærmere, så det næppe ville være muligt at høre en flok råger, der vender hjem til rederne. Og tro mig, de kan ellers skræppe imponerende højt.

Der er et yndigt land,
det står med brede bøge

Her er der en gang om året fuld aktivitet, når årets Præstbrostævne løber hen over plænen med gymnaster fra nær og fjern.

Grøn er vårens hæk,
kåben kastes væk,
jomfruer sig alt på volden sole.

Men hvor er jomfruerne? Ja, ja, den slags er vel en raritet i vore dage, men det er i hvert fald her på volden tilskuerne hepper på gymnasterne til Præstbrostævnet.



Længere omme bagved ligger scenen. Her har jeg været med til at spille både Sommer i Tyrol, Eventyr på fodrejse og mange flere skuespil for år tilbage. Man kan godt savne de hyggelige forårsaftener, hvor vi øvede i muntert lag, måske lige bortset fra: Klask, slamm, klask, bzzzz, bzzzz, klask. Dette er simpelt hen myggenes højborg.

Det er det skønneste jeg ved
på dig, på dig at tænke.
Og al min dybe kærlighed,
jeg evig vil dig skænke.
Af dig at elskes måtte være
en dejlig drøm at bære.
Skænk mig dit hjerte
så lover jeg dig får du mit igen.

Hjerte-smerte-teksterne, fra dengang jeg tren over scenen, vælder frem, mens jeg står der og beskuer den tilgroede scene.

Men selv om det skulle lykkes at presse sig ind på scenen og gjalde sangen ud, vil der næppe komme mange tilskuere, for man skal være meget spidsmåset for at kunne indtage tilskuerpladserne blandt de mange træer på vej frem.

Pludselig bliver der stille. Jeg skynder mig tilbage på vejen og ser den røde djævel stå uskyldig og foladt i vejkanten. Jeg overvejer et kort øjeblik at bortføre den, men går i stedet forbi op mod byen. Det er sikkert nemmere at knipse fugle i byen.

Der er vist ingen tvivl. Jeg er i Jølby. Der skiltes så tydeligt, at selv de tungnemme har en chance.

Og ganske rigtig. Her er det nemt at komme på skudhold.

Først en skovspurv ...

Så Danmarks almindeligst fugl. Solsorten ...

Alt imens glade motionister smilende løber forbi.
Og der er forårstravlt i haverne.

Det er forår og alting klippes ned.
Der beskæres i buskadser og budgetter.

Ja, budgetterne tør jeg ikke dømme, men buskadserne er på dagsordenen.

Og så bliver der også lige tid til endnu en slags forårsbebuder.

Men hov. For også her var fotografen for langsom. Hvem har mon nået at tage en bid?

Det gør godt med en forfriskning, men al den traven sætter sig i benene, så nu er det tid at vende hjem.

I viadukten synger jeg rungende En lærke letted, men da jeg når til 'og det var forår og Danmark frit', knyger en bus forbi, og æder al lyden. Måske man sku' snige sig ned og synge en lys majnat efter kl. 03 for at få lidt fred. Jeg vender mig om og tager et billede. Det, kære læser, bliver vist det nærmeste vi kommer et selvprotræt i dette blogindlæg.

Nu når vi så til højdepunktet på turen. For her er en stærerede.
Du, kære læser, vil måske hævde, at en sådan påstand er alt for letkøbt, og at et tilfældigt hul i et træ ikke altid er en latent stærerede.

Men se så blot, hvad Alex Garff skrev tilbage i 1954.

Stæren svang sig op fra skoven
sangen daled ned fra oven

Og som forudsagt, så ...

Nej, der må vente en forrygende karriere som naturfotograf forude. Tænk at fange en fugl i flugten. Nææææsten ....

Så er det jo som at klø sig på næsen at kapre et billede af et par gråspurve lidt længere oppe ad vejen i Sønder Solbjerg ved korsvejen.

Ja, han har helt ret, ham Simon Schultz:

... hør spurvene kvidre fra grene og spær,
der fløjtes og synges i jublende kor,
til solen går ned bag skove og fjord.

Jeg forlader Sønder Solbjerg, går mod nord op over bakken og ned mod Solbjerg. Pludselig mærker jeg lugten af jord og ser ud over marken ihukommende den slags marker fra min barndom. Det var en sport at kigge ud over marken for at se, hvor viben lå og rugede. Så kunne man forsigtigt gå derhen og se de fire flotte æg ligge symmetrisk med spidserne pegende indad. Og senere kunne det vågne barneøje se, hvordan ungerne pilede hen mellem kornene, skønt de, når de var uden bevægelse, var perfekt kamuflerede og fuldstændig faldt sammen med baggrunden.

Men det er ikke kun de manglende alerte barneøjne, der fattes nu. Viben er efterhånden en sjælden gæst.

Nu er dagen fuld af sang
og nu er viiiiben kommen.

Ja, gid det var så vel.

Så, der er endelig Solbjerg.

Og der kredser svalerne. Hvorfor har I forladt mig? I kan da bare bygge en ny rede. Svalerne lader sig ikke fange med kameraet. Så går det noget nemmere med en doven due.
Velkommen på bloggen Dorethe!

Her burde jeg så dosere med et due-vers, men der er måske ikke så mange egnede. Andet vers af Julen har bragt? Tja, det er vist lidt out of season. Femte vers af Her vil ties? Nej, det er også ude af trit med årstiden. Der bliver ikke noget duevers, for nu er jeg sulten. Jeg vil hjem. Lige på en studs.

Ned i gården, op ad trappen, ind i køkkenet, smøre og skære. Og så er maden klar.

Og hvor er det da befriende at kunne arrangere og fotografere et herligt måltid efter en eftermidag, hvor verden til tider var lidt for meget i bevægelse. Jeg vil lade det være op til læseren selv at vurdere, hvilke associationer der bør fremkomme ved synet af min anretning.

Og Mozart får det sidste ord. Nej, det er vist i grunden Overbeck.

Kom, maj, du søde milde!
gør skoven atter grøn,
og lad ved bæk og kilde
violen blomstre skøn.
Hvor ville jeg dog gerne, at jeg igen den så!
Ak, kære maj! hvor gerne
igen i marken gå.