Lad mig allerførst begynde med et selvportræt.
Det er resultatet af, at jeg har løftet voldsomt meget jern. Ja, sladrevorne fruentimmere vil jo nok hævde, at det allermest er resultatet af, at jeg har løftet fingeren et par gange og sendt musen på arbejde i Googleland, og at kun et besøg i Neverland vil kunne skaffe mig en sådan six pack. De ta’r fejl!
Jeg er nemlig allerede i skarp træning med at solidere grundformen med løb. Uheldigvis finder jeg løberiet ubeskrivelig kedeligt. Gå- og køreture sætter tanken fri. Der er overskud til at lade kroppen gøre sit og tænke smukke tanker uafhængig af det. Desværre er kroppen ualmindelig nærværende, når der løbes, så hvis der overhovedet kan tænkes tanker, er det om, hvorvidt og hvornår dette svedige helvede mon kan bringes til standsning. Ja, nu ser du, kære læser, sikkert min tilstundende six pack forsvinde hurtigere end mosekonebryg en sommermorgen. Men kast ikke for hastigt troen på mine løbeevner bort, for jeg har fundet den helt rette løbetræning. Du kan således trygt læse videre.
I'm gonna climb that mountain high
I'm gonna see what's on the other side
- Reba Mcentire
Asien har Mount Everest, Afrika har Kilimanjaro, Nordamerika har Mount McKinley, Sydamerika har Aconcagua, Europa har Mont Blanc, Australien har … øh, hvad siger du, du har fattet pointen … o.k. … men altså Mors har Hanklit.
Og intet sted er bedre til løbetræning end netop der. En hurtig spurt opad toptuner pulsen, og belønningen er en fantastisk udsigt over Mors og Limfjorden. Her om sommeren tager jeg stort set turen hver dag.
Ud vil jeg! ud! O, så langt, langt, langt,
over de høje fjelde!
her er så knugende, tærende trangt,
og mit mod er så ungt og rankt,
lad det få stigningen friste,
ikke mod murkanten briste!
- Bjørnstjerne Bjørnson
Netop i dag er det en ualmindelig smuk aften i august, og der ligger Hanklit klar til at tage imod mine rappe fødder – med sine krævende 60 meters højde.
Det nederste stykke er sprintbakken. Her er det som et 100-meter-løb. En lang spurt næsten uden vejrtrækning. Det er, som om kroppen endnu ikke har opdaget, den er sat på arbejde. Med et vips er jeg på første plateau, hvor jeg holdt pause, før jeg kom i træning. Nu spurter jeg rask forbi. Ja, det vil sige, i dag holder jeg en lille snydepause for at knipse pukkelpistestykket. Her begynder kroppen at kunne mærkes, og øjnene har stift fokus på stien for at undgå de mange huller.
Efter et lille plateau stiger det stejlt igen op til syresvinget. Ja, det hedder helt banalt sådan, fordi benene her kommer under heftigt syreangreb, så de føles som flodhestefusser, der kun med ret små løbeskridt kan manøvreres fremad.
Og så er der tid til den rigtige pause undervejs! Jeg hiver efter vejret, vender mig om – og har for første gang på opturen tanke for den smukke udsigt. Parkeringspladsen dernede synes allerede langt væk.
Jeg vender mig om og gør klar til det sidste stykke. Havde det været på ski, havde løjpen været sort, på cykel ville det være ”uden for kategori”. Til fods er det bare dødsruten, for den er stejl og fuld af huller. Kun tanken om den tilstundende sejr over klitten kan få så meget fut i fremdriften, at den kan gå under betegnelsen løb.
Og så er jeg her pludselig. De sidste skridt kan næsten kun betegnes som stavren. Det lykkedes! En berusende følelse vælder frem. Jeg kaster et blik ud over fjorden og føler mig igen som nyforelsket. Det er, som om klitten med inspiration fra Revolverheld og de mange tyske turister begynder at nynne …
bist du da
wo ich auch bin
bist du angekommen
wo die zeit im wind verrinnt
wie sand am meer
wie die wellen die immer wieder kommen
es ist eigentlich nicht schwer
wir habens uns einfach genommen
der augenblick schreibt unsre geschichte
og jeg stemmer i tankerne i med omkvædet …
wir sind unzertrennlich
wir sind unvergänglich
wir sind unzertrennlich
in unsrer welt verlorn
wir sind unzertrennlich
wir sind unvergänglich... yeah
die sekunde eingefrorn
Det er dog ikke længe, tiden står stille, for kroppen bliver pludselig meget nærværende. Jeg hiver efter vejret – og pulsen tonser tøffende derudaf, som en gammel Wartburg på vej ned ad en stejl bakke. Dagens to små ekstra fotopauser har dog gjort sit til, at anstrengelserne netop i dag er overkommelige, ja, der er næppe en sveddråbe på panden.
Og de mange løbeture op ad bakken har heldigvis også allerede bragt grundformen i top, så jeg kan snart igen trække vejret roligere og få den endelige belønning for mine anstrengelser. Her er så smukt, at det næsten er uvirkeligt.
Dagen står høj over Limfjordens vande,
bredning og sund og krinklet vig!
Sallingland, Thyland og andre lande
hilser hverandre med mågeskrig.
- Poul Hamburger
Udsigten mod vest.
Mod nord, hvor Thisted kan anes i det fjerne.
Mod nordøst ses Feggesund.
I øst bag møllerne kan Fjorden anes og bag den Salling.
Der plejer at være en frisk vind her på toppen, men i dag er der næsten ingen vind, og en mættet lugt af korn når helt herop på toppen – ja, en byboer ville jo nok kalde det duft.
Vipper springe
over klinge
under leers lyd.
…
Hans og Tyge
leen stryge,
meje skår på skår.
- L. Hölty
Ja, den tid er forbi, hvor der høstes med le, men en svag brummende lyd i det fjerne og en mejetærsker i gang med årets allerførste høst er nu også ganske mindeværdige. Mod syd ligger Mors med sit fede agerland.
Det er tid til igen at løsrive sig og begynde nedstigningen. Jeg kaster et sidste blik ud over vandet – kan næsten ikke få mig selv til at forlade al den skønhed.
På nedturen er der tid til at nyde naturen. Der er både fugle:
- og sommerfugle
Vel nede igen går jeg hen langs stranden. Her lugter det af salt og tang, og jeg får lyst til at stryge tungen hen over læberne for at smage på saltet. Og lige der står jeg og får lyst til at skrive en roman. Hemingway skrev sin berømte ”Den gamle mand og havet”. Jeg vil skrive … vil skrive … ”Den kåde knægt og klitten”. Berømmelsen venter allerede.
Og dog. Titlen er nok lige vel associationstung og kan nok lidt for let lade den udresserede tanke svæve hen til et hus med røde lamper og et alt for stort husnummer på gavlen. Jeg må nok hellere nøjes med et blogindlæg …
– ja, det er jo det, du sidder og læser lige nu, kære læser.
”Kækt knejser klitten”. Den titel går vist an. Og den passer på dette billede, hvor de tre personer på afveje midt i billedet giver lidt fornemmelse af, hvor langt der er op til toppen.
Lyset slår blink over Limfjordens vande,
tindrer og ler i et stridigt spil.
Bølgerne kaster med flammende brande
vikingedrømmenes hvide ild.
- Poul Hamburger
Hvor har han ret, ham Poul
Det er tid at drage af sted. Der er ingen grund til at tage en gribende afsked, for i morgen er jeg her igen. Sært, at ingen andre har fundet ud af, hvilken fantastisk træningsbane det er.
Petersen og Poulsen
og Pallesen og Piil
tog ud en dejlig sommernat
i posemandens bil.
- Halfdan Rasmussen
Ja, her fattes jo både Petersen, Pallesen og Piil, så Poulsen må undvære posemandens bil, men hvad gør det, for den havde jo hverken hjul eller rat. Til gengæld har jeg en lille fuldblodsaraber i museklæder. Den er venligst stillet til rådighed af gode venner, mens min egen bil får flyttet et par skruer. Liden ser den ud, men selv om ordsproget siger, at ”når mus fjærter som hest, revner røv”, så sprækker der ingen mås her, for foran Ka står der Sport, så jeg er flyvende på min vej til næste destination: Brugsen
I brugsen kan jeg daske lidt rundt i grøntafdelingen for at snylte på køligheden. Jeg køber nogle radiser sådan for syns skyld – og vælger så, nu jeg er der, at skære en hurtig genvej til en six pack. Den er næsten lige så flot, som den man møjsommelig opbygger på maven.
Desværre er sådan en six pack ikke særlig holdbar – især ikke, når det er en skøn, lun sommeraften, og man sådan har været på rejse mod himlen.
så'r det ølhunden, der glammer,
så'r det bajerens time, min ven,
så'r det derfra, det stammer,
hør nu gøer den og teer sig igen.
Stang den en bajer,
for' den ikke skal helt sygne hen,
mærk så, hvor den leger,
ja, nu logrer den fa'me me' halen.
- Poul Henningsen
